Om kirken

Solvang Kirke blev indviet den 26. september 1976.

Bygningen

Kirken er tegnet af arkitekt Holger Jensen, som tegnede mange nye kirker i København i 1960-erne og 70-erne.

Det er en hvid, firlænget bygning med en atriumgård i midten. Rundt om gården er store vinduer ind til gangarealet, så de der kommer ind, mødes af et åbent, lyst rum.
Nordsiden af bygningen er den højloftede kirkesal og menighedssalen, som kan skilles fra kirkesalen ved en foldevæg. I kirkesalen alene er ca. 90 siddepladser, i menighedssalen yderligere næsten 200.
Sydsiden er de to konfirmandstuer, hvor mødeaktiviteter finder sted. De rummer op ca. 50-60 siddepladser hver.
Østsiden er kirkens kontorer og i vest er køkken, garderobe og toiletter.
Kirken har et delvist fritstående klokketårn som er udstyret med hele fem klokker.
I kælderen er der lokaler til brug for kirkeligt ungdomsarbejde.

Sognet

Solvang sogn er stort og meget forskelligartet. Det afgrænses af Peder Lykkes Vej – Grønjordsvej, af Englandsvej og kommunegrænsen til Tårnby. Sognet omfatter det store byggeri fra 60-erne”Urbanplanen” (Remisevænget og Dyvekevænget), mange helårsbeboede haveforeninger, to store kollegier, det store plejehjem Peder Lykke Centret, en række større og mindre bebyggelser langs med Røde Mellemvej og Kongelundsvej samt hele den sydlige del af Ørestad (Ørestad City og Ørestad Syd).

Her bor mange mennesker og ca. 60% af dem er medlem af folkekirken – samme andel som i hele Københavns kommune.

Gudstjenester og aktiviteter

Solvang Kirke er godt besøgt efter københavnske forhold. Deltagerantallet til søndagsgudstjenester er det højeste på Amager.

Kirken nyder også godt af mange frivillige, som gør det muligt at have et bredt udbud af aktiviteter.

Læs mere om gudstjenester og aktiviteter

Del os med dine venner: